Som 16-årig flygtede Anastasiia fra Ruslands invasion. Nu har hun det bedre end hun har haft i to år, men en del af hende er stadig i Ukraine.
Af Mille Lund Harbøl
Det er d. 6. december 2023. ”The day of armed forces in Ukraine”. Sneen falder rundt om Rønde Højskole i Midtjylland. Her sidder en pige på 18 år og ringer til sin onkel. Hun har ikke set ham i næsten to år, efter at hun sammen med sin mor flygtede fra Ukraine.
Anastasiia Vavilina deler værelse med den danske roomie, Emilie.
Onklen er i Chernobyl, hvor han arbejder for militæret. Sidste gang hun så ham, satte han dem på en evakueringsbus ud af deres hjemby. En lille landsby, tæt på Kryvyi Rih, i det sydlige Ukraine.
Nu sidder hun her, og ringer for at sige tak for alt det han gør for hende, hendes mor, deres familie og deres land.
“Og… han var sådan “Tak Anastasiia”, men han var meget træt.”, fortæller Anastasiia Vavilina, om samtalen med sin onkel.
“Han var bare så træt. Og så tænker, at måske fortjener jeg ikke alt det gode, der sker i mit liv nu?”.
Den er der ikke hele tiden. Men af og til rammes hun af en skyldfølelse, og tænker, at måske fortjener hun ikke at være her. Her på Rønde Højskole. Langt væk fra frontlinjen.
Survivors guilt
Anastasiias følelse er ikke unik. Ifølge lektor ved psykologisk institut på Københavns Universitet, Karen-Inge Karstoft, er det noget, der går igen for flere forskellige grupper af mennesker, der har været igennem voldsomme oplevelser. Eksempelvis soldater, der vender hjem efter en udsendelse, og som ved, at deres deling – eller den civile befolkning i landet, stadig er i fare. Karen-Inge Karstoft, der beskæftiger sig særligt meget med krigstraumer, kalder begrebet for “survivors guilt”.
“Det her med at man flygter fra noget – fordi at det er man jo nødt til – og man skal i sikkerhed. Men man kan have en dårlig samvittighed over, at andre ikke har den mulighed.”.
”Chernobyl”, står der på Anastasiias tekop. Byen hendes onkel er udstationeret i.
Anastasiia Vavilina er dog ikke en soldat, men en pige, der i en alder af 16 år måtte flygte fra sit hjemland på grund af Ruslands invasion. Om civile, der har været udsat for krig, udtaler Karen-Inge Karstoft;
“Der kan måske være flere elementer i det. Hun kan have familie, der stadig er i Ukraine. Der er måske også en eller anden samfundsmæssig internaliseret forventning om, at man skal blive og kæmpe for landet. Og så kan der være den her med survival skills, at nogle andre bliver tilbage, og i værste instans kan dø af det her, mens jeg sidder her i Danmark og i sikkerhed”.
Katten ude af sækken
Inden Anastasiia flytter ind på tomandsværelset i højskolens stueetage, har hun været igennem en længere rejse.
Det starter klokken seks om morgenen, i februar 2022. I et hus i en landsby uden for Kryvyi Rih, er Anastasiia alene hjemme med katten Timothy. Hendes mor er på arbejde, og bedstefaren er taget på fisketur. Timothy begynder pludselig at opføre sig underligt. Den bliver urolig, bemærker Anastasiia. Hun tænker, om den måske vil ud af huset? Eller skal tisse? Den opfører sig i hvert fald ikke normalt. Men pludselig fanger noget andet hendes opmærksomhed.
Tre-fire kilometer væk fra hendes hus ligger en flyvebase, hvor de samler fly. Men det er ikke fly, hun kan høre. Det er lyden af raketter, der suser gennem luften.
Den lille landsby ligger kun 40 kilometer fra frontlinjen, så hendes mor foreslår hende, at hun skal flygte alene. Moren vil blive og passe det arbejde, hun altid har haft. Men det nægter Anastasiia.
“Jeg sagde: “nej mor, det kan jeg ikke, jeg kan ikke tage afsted uden dig”, og så sagde hun: “jamen jeg skal nok komme senere”. Men jeg kender min mor, og hun ville være blevet i Ukraine. Så jeg sagde: “nej, jeg tager ikke afsted uden dig”“.
Flere af Anastasiias klassekammerater flygter til Tyskland og Polen. Den 16-årige Anastasiia fortæller dem, at hun har tænkt sig at blive her i landet. Hun er en patriot. “Jeg sagde til dem, at jeg bliver i Ukraine, at jeg er en patriot. Men jeg var sådan 16 år gammel, jeg var ikke nogen patriot”.
Kort efter invasionen skal landsbyen, trods Anastasiias udsagn, evakueres. Anastasiia og hendes mor har to timer til at pakke. D. 5. marts 2022 kommer de ud ad døren med en rygsæk hver og en fælles taske. Mindre end en kuffert. Det eneste Anastasiia ender med at få pakket er fire stykker tøj og en pakke med Nesquick morgenmadl. I dag griner Anastasiia og hendes mor stadig over, hvorfor det lige var det, der skulle med. Hendes bedstefar og onkel følger dem afsted. Hun har ikke set dem siden.
Derfra følger en uges flugt gennem kontinentet, inden de ankommer til Danmark. En uge med proppede evakueringstoge fyldt med ukrainske flygtninge. Uden engelskkundskaber. Uden rent tøj. Uden internet.
Foto: Anastasiias mor. Den sorte jakke Anastasiia forsøger at sove i, var noget af det eneste, hun fik med sig fra Ukraine.
Fra Kryvyi Rih til Randers
I Danmark har Anastasiias moster fået kontakt til en familie i Randers. Dorthe og Ivan, hvis børn er flyttet hjemmefra, hvilket nu betyder, at der er plads til den lille familie i overetagen af deres hus.
Anastasiia beskriver Dorthe og Ivan som venlige mennesker. Blandt andet giver det ældre ægtepar dem 2000 kroner, så de igen kan få rent tøj på kroppen. For første gang i sit liv træder Anastasiia ind i H&M. Det er næsten for godt til at være sandt. I Ukraine lå den nærmeste H&M 145 km fra hendes hjemby, i storbyen Dnipro. Hun får også sit eget værelse med hvide vægge og broderede vægmalerier.
Men som dagene skrider, bliver Anastasiias hverdag mindre eventyrlig. I Ukraine plejede hun at stå op klokken seks for at gå i skole, tage til volleytræning, tage fra volley til dans og hænge ud med sine tætteste venner, Alex og Varvara.
I Randers har hun ukrainsk online-undervisning, og hun har kun kontakt med sine venner gennem sin telefon. Hun starter på det sidste år i folkeskolen grundet særloven for ukrainske flygtninge. Her møder hun Katarina, som er en ukrainsk pige fra Odessa. Men når dagene slutter, går de to piger hver til sit.
Anastasiia husker tilbage og siger:
“Jeg plejede at have mange billeder af mine venner og familie, men det havde jeg ikke, da vi kom til Danmark. Jeg tænkte, “okay, mit liv er kollapset”. Jeg kigger mig selv i spejlet og tænker: “hvem er jeg? Altså hvad er der sket med mig? Hvad er der sket med mit liv?””.
Anastasiia beskriver de første seks måneder i Danmark som hårde. Der er langt fra Randers til dansesalen i Kryvyi rih med de blå mursten og de krogede spejle. Specielt kan hun huske, at hun på et tidspunkt ikke forlod sin seng i to-tre dage, efter hun så en video af Ruslands militære offensiv, på vej til Khief. Ingen af ligene var slørede. Anastasiia får stadig gåsehud, når hun taler om det.
Heldet i højskolelivet
Men en dag vender det. Anastasiias klasselære fortæller hende, at hun har mulighed for at få et gratis højskoleophold.
FFd, Folkehøjskolernes Forening, har i sommeren 2022 skaffet puljemidler, der skal give gratis højskoleophold til ukrainske og russiske elever grundet krigen.
D. 23. november 2023 har foreningen meldt ud, at man til 2024 har uddelt 24 stipendier til ukrainske unge, som derfor kan starte på en dansk folkehøjskole næste år.
En af dem der får glæde af sådan et stipendie, er Anastasiia.
Men Anastasiia er inden efteråret 2023 i tvivl om, om hun overhovedet skal starte.
“Jeg er sådan: okay, hvad er en højskole? Uden eksamen? Hvad? Hvorfor? Det er folk på 21 og 22, og jeg er kun 17? Er det normalt?”
Men det er også en mulighed for at bryde med ensomheden, og med sin mors opbakning beslutter 17-årige Anastasiia sig for at finde ud af, hvad en højskole er i efteråret 2023. Og da Anastasiia står ansigt til ansigt med 120 andre unge mennesker, fordufter følelsen af at være alene.
Lektor Karen-Inge Karstofts mener at for størstedelen af civile krigsramte, som ikke udvikler svære psykiske reaktioner, lyder det fællesskab, der er på en højskole som en god ide. Hun beskriver, at det miljø man havner i, er en afgørende faktor for den videre trivsel, efter man har oplevet noget traumatisk.
“Hvis det er et støttende miljø, hvor man har mulighed for at opdyrke et netværk, jamen så kan det stort set mindske de reaktioner, der ellers måtte være opstået på baggrund af de krigsoplevelser, man har været udsat for”, fortæller Karen-Inge Karstoft.
En af de første dage giver Anstasiias familiegruppelærer dem et brev. Et brev de skal skrive til sig selv om deres drømme for deres højskoleophold. I brevet skriver Anastasiia, at hun håber på at få nye venner, og at hun kan lære engelsk, så de kan forstå hinanden. Nu sidder hun på sengen, ved siden af Mackenzie Simons, som er fra New York, og kommunikerer på flydende engelsk.
Et af de bedste minder de to piger har sammen, var en tur på G-bar i Aarhus efter Anastasiias 18-års fødselsdag.
Og lige så sjovt de har det sammen på dansegulvet, lige så nærværende kan deres relation også være. Anastasiias far blev officielt meldt savnet i militærtjeneste i juli 2023, og det kan hun tale med Mackenzie om.
Mackenzie og Anastasiia er jævnaldrende, og de er begge internationale elever på højskolen.
“Hun fortalte mig om sin far, og sin mor, og sin bedste ven. Hun har bare fortalt mig meget af det der er sket, og det værdsætter jeg, fordi jeg er en hun kan gå til, og hun er en jeg kan gå til med mine problemer.”, siger Mackenzie og smiler til Anastasiia.
Anastasiia beskriver, at skylden stadig kommer og går. Men at hun, ligesom hendes liv, har udviklet sig meget, siden hun kom til Danmark. Men ikke alt har forandret sig.
“Jeg synes, at jeg har ændret mig meget siden jeg kom til Danmark, men jeg tror at den ene ting, der ikke har ændret sig, er at jeg ofte donerer penge til hæren eller til nødhjælp”.